Chatkonsulent søges – deltid

Er du sprognørd, og lægger du en ære i at yde den bedste kundeservice? Så har vi et skræddersyet studiejob til dig.

Weply er en innovativ iværksættervirksomhed med det formål at sikre kundeservice i verdensklasse, samt leadgenerering via vores døgnbemandede chat. Vi har i dag 1000+ virksomheder på vores produkt i Norden, og vores vision er at blive en stor global spiller på markedet.

Om stillingen
Som chatkonsulent er det dit job at betjene og servicere hjemmesidebesøgende på den bedst mulige måde. Du er repræsentant for den gode kundeservice på tværs af mange brancher på daglig basis. Du er derfor omstillingsparat, hurtig på tasterne og god til at matche din tone i dialogen på skrift. Vi sætter en ære i at holde et højt serviceniveau, og måler derfor også løbende på, at vi holder det høje niveau.

Du vil blive en del af vores Customer Success afdeling, hvor du i teamet vil have et tæt samarbejde om på bedst mulig vis at sikre virksomhedernes ønsker i de dialoger, du varetager med deres besøgende på hjemmesiden.

Med ambitionen om at blive førende på markedet, investerer vi løbende i at afprøve og teste ny viden om chat, sprog og de besøgendes adfærd. Som en del af jobbet bliver det derfor også din opgave at afprøve sproglige teorier om, hvad der er en god dialog. I samarbejde med vores chatlingvist skal du prøve at finde ud af, hvilke spørgsmål, der kan lede samtalen videre, og hvilke der får den kørt af sporet. Vi arbejder med spørgsmål som; hvad er vigtigt i den personlige dialog, har det betydning, om vi bruger ”jeg” eller ”vi” i dialogerne eller hvordan afsluttes dialogen bedst?

Derudover vil der være annoteringsarbejde, hvor chats skal tagges på forskellige lingvistiskeparametre, så de kan klargøres til statistiske analyser.

Din profil
Du er den person, vi leder efter, hvis du:

  • brænder for at levere en exceptionel god kundeservice
  • er kommunikativt stærk
  • skriver flydende dansk
  • er målrettet og resultatorienteret
  • trives i et dynamisk arbejdsmiljø
  • arbejder godt selvstændigt såvel som i et team
  • ikke er bange for at kaste dig ud i noget nyt, samt tilegne dig nye kompetencer

Stillingen er 15 timer per uge. Timerne vil primært ligge mellem 8-17 på vores kontor på Nørreport, men nogle kan også lægges hjemmefra i både aftentimer og weekender ved behov og/eller ønske.

Ansøgning
Interesseret? Tøv ikke med at sende os din motiverede ansøgning og CV, da vi kalder til samtaler og ansætter løbende. Send din ansøgning til VP of Customer Success, Kristina G. Mortensen på job@weply.dk. Har du spørgsmål er du velkommen til at ringe til Kristina på 22936941.

Startdato hurtigst muligt.

Vi glæder os til at høre fra dig.